Aktiviteter

Børnehavens både faste og spontane aktiviteter forsøger vi at tilrettelægge således, at vi kan aldersopdele i grupper samt opdele på tværs af alder alt efter emne, behov og ressourcer.

Eksempler på aktiviteter hen over året:

Musik / Rytmik: vi har i huset 2 personaler, som varetager denne aktivitet.

Foruden musik/rytmik-aktiviteter til de daglige samlinger, har vi i perioder emnet på årsplanen, hvor hver aldersgruppe opdelt i mindre grupper spiller instrumenter, synger, leger sanglege, sansemotoriske lege osv. osv. Hvert barn har i perioder således ½-1 times musik/rytmik om ugen.

Snakkegruppe: 5-6 børn sammen med 1 voksen, ca. 1 time ugentligt. Et tilbud for alle 3-4 årige børn, uanset om de har tale- eller sproglige vanskeligheder eller ej. Vi laver forskellige sprogstimulerende aktiviteter omkring et bord, hvor vi øver turtagning, fokus på sproget, at lytte til, hvad andre har at sige, at komme til orde, selvom man er genert, mundgymnastik, øver farver, former, forholdsord, fortæller hinanden om billeder og historier. Spiller bordteater, forskellige sanselege osv. osv.
De børn, som af den ene eller den anden grund har særligt stort udbytte af flere perioder i snakkegruppen, bliver evt. tilbudt dette i samarbejde med forældre.

Stilletid: Med udgangs punkt i mindfullness for børn, vil vi gerne give alle børnene en "pause" i løbet af dagen. Ved stilletid er vores fokus at det enkelte barn får ro, vi hører musik eller en historie, prøver at skærpe børnenes sanser og fokus "på sig selv". mandag-torsdag kl.13.45-14.10 og fredag kl.11.30-12.00. 

Samling: alle stuens børn samles hver dag mellem kl. 10.30 og 11.00 i mindre aldersopdelte grupper, hvor vi dels synger, læser historier (billed- eller kapitelbøger alt efter alder), leger lege osv. osv.

Fællessamling: Hver fredag har børnehaven og vuggestuen fælles samling i alrummet. Her præsenteres evt. nye børn og nye voksne, vi taler om regler, ris og ros og synger/leger sanglege.

Udendørs træværksted og kreative værksteder: Stuerne laver i perioder forskellige kreative aktiviteter, hvor vi ofte inddrager "kahytten", som er et ekstra lokale ved vores cykel skur. Det er også muligt at lave værksteds aktiviteter i "kahytten" eller på legepladsen, hvor der hamres, bankes og skrues i træ. Altid med voksne. 

Naturværksted: i perioder har mindre grupper af børn naturværksted, hvor de alt efter årstid har fokus på forskellige emner i naturen. Eksempler: sne/frost, så/spiring, naturmaterialer, bål, fuglemad, afsted på tur med trangia og tomatsuppe eller aktiviteter med dolke/skrælleknive.

Svømning: en stor del af året går brumbasserne til svømning i DGI huset Aabybro, hvis vi er heldige at få en tid.

Teater: vi køber (med lidt forældrebetaling) teaterabonnement til børn i alderen 4-6 år, til teater Nordkraft i Aalborg. Hvert barn får 3 forestillinger, som er fordelt på efterår og forår.

Morgensang: Hver tirsdag morgen fra kl. 8.00-8.10 synger vi morgensang i danserummet. Børn og personale der er kommet deltager, ligesom forældre er velkomne. Sangene skifter vi ud hver måned, og vi tilstræber at finde titler, som bibringer børnene "oplevelser" af kulturel art.

Morgen gymnastik: For at få skudt ugen godt igang har vi hver mandag kl.8.15, 10-15 min gymnastik eller børneyoga. Vi har fokus på, at det er vigtigt vi holder gang i kroppen og får pulsen op mindst en gang om dagen. 

Du kan se mere detaljerede informationer på vores årsplan.

Kontakt

Børnehaven Skipper Clement
Skipper Clement Vej 25
9440 Aabybro
Tlf.: 72 57 84 70

Afdelingsleder
Bitten Pedersen
bpe@jammerbugt.dk

Overordnet dagtilbudsleder
Karen-Marie Corneliussen
kmc@jammerbugt.dk

. .

Velkommen til hjemmesiden

Aktiviteter